For Birgit giver motionen bevægelsesfrihed - en fornemmelse af at kunne bevæge sig hen hvor man vil. Selv i de perioder hvor depressionens fornemmelse af stagnation og stilstand er værst. Yoga, cykling og svømning er alt sammen med til at give indhold, struktur og sociale fællesskaber i hverdagen. Og samtidig minder også kunsten og naturen om, at livet trods alt er livet værd.
Af Birgit Hartvig Hansen
”Hvad hjælper dig gennem depressionen” lød opfordringen i sidste nummer af Depressions Tidende, som jeg hermed vil følge op på.
Der er nemlig flere ting, som hjælper mig om ikke gennem depressionen, for den er en daglig medspiller og har været det i efterhånden en del år, så til at få kvalitet i livet på trods.
Motionen giver bevægelsesfrihed
Det allervigtigste er forskellige former for fysisk aktivitet, som i øjeblikket udgøres af svømning, konditions- og styrketræning samt yoga, udover at jeg en formiddag om ugen underviser i afspænding og bevægelse. Hertil kommer, at cyklen er mit daglige transportmiddel, som foruden at bringe mig fra sted til sted giver fornemmelsen af bevægelsesfrihed – at jeg kan bevæge mig derhen, hvor jeg vil.
Netop bevægelsesfrihed konkret og overført har haft stor betydning også i de dårlige perioder, hvor fornemmelsen af stagnation kan være udtalt. Så er det betryggende at vide, at jeg ved egen kraft kan bringe mig hen til f.eks. svømmehallen, hvor jeg efter en langdistance svømmetur har det væsentligt bedre. Efter sauna og kaskader af koldt vand er krop og sjæl som født på ny. Jeg har i mange år kombineret svømning og mental træning, i og med at jeg spontant begyndte at svømme på positive ord og sætninger i stil med: ”jeg rummer glæde”, ”jeg er afbalanceret”, ”jeg lever i nuet”. Denne mentale del er jeg sikker på er en del af forklaringen på, at lige præcis den ugentlige tur i svømmehallen er noget af det, som jeg dårligst kan undvære, når det handler om at imødegå det depressive.
Yoga giver mental ro
Tilsvarende har jeg rigtig gode erfaringer med yoga, som også kombinerer det fysiske med det mentale. Bl.a. grundet en knæoperation har jeg haft en pause fra yoga, hvilket har tydeliggjort, hvor meget jeg får ud af at dyrke yoga både mht. kroppens bevægelighed og mental ro.
Både svømning i den udgave, som jeg praktiserer, og yoga tilgodeser krop og psyke - og at de indvirker gensidigt på hinanden er jeg overbevist om.
Et par gange om ugen kaster jeg mig også ud i dét, som jeg kalder ”tonsetræning”, hvor pulsen kommer i vejret, og jeg bliver udfordret på min styrke. I mange år var det primært på hold, at jeg trænede; nu er det i lige så høj grad individuelt. Fordelen ved et hold er, at der er andre til at inspirere og ikke mindst til at holde energien oppe, når ens eget energiniveau befinder sig omkring eller måske under nulpunktet. Derudover bliver man tvunget ud i at være bare en smule social, hvor man måske ellers befinder sig i sin helt egen verden.
Pulsen i vejret
Nu er man jo efterhånden ved at finde ud af, at fysisk træning og i særdeleshed såkaldt højfrekvent træning, dvs. hvor pulsen kommer i vejret, har en gavnlig indvirkning på depression. Jeg har været så priviligeret at have det med mig, inden det depressive for alvor brød igennem, men et kig bagud fortæller mig dog, at ansatsen til depression har været der, også på det tidspunkt i mit liv, hvor jeg fra den ene dag til den anden valgte dans og bevægelse til. Det blev på bekostning af en uddannelse som bibliotekar, men år senere uddannede jeg mig til afspændingspædagog (nu: psykomotorisk terapeut) og kunne dermed også beskæftige mig med krop-psyke-sammenhængen på et fagligt plan.
Der er kun plusser, når jeg skal opregne, hvad bevægelse/fysisk aktivitet kan bidrage med i forhold til depression. Udover de allerede nævnte ved holdtræning, er fysisk aktivitet med til at give identitet og struktur i dagligdagen. Det kan ellers være noget nær umuligt, når man lider af depression. Samtidig gør man noget godt for sig selv, sin sundhed og sine hjerneceller. Det sidste, det med hjernecellerne, har jeg det rigtig godt med, da der jo sikkert bliver sat nogle til undervejs, så når jeg halser derudaf på en motionscykel og skal holde motivationen, tænker jeg på de små hjerneceller, som stimuleres.
Gør den fysiske aktivitet til noget selvfølgeligt
Om det ikke kræver overvindelse at komme afsted? Jo, hver eneste gang, så at sige – i nogle perioder dog mere end i andre. Men da det typisk er i de dårlige perioder, at det er sværest at overbevise sig selv om, at det er en god idé at komme ud af døren og være fysisk aktiv, er det rigtig vigtigt at gøre det til noget selvfølgeligt. Så behøver man ikke hver gang at spørge sig selv, om man nu orker eller gider – så vil svaret nemlig højst sandsynligt være nej”, og det imødegår ikke det depressive.
Kunst og natur
Til at runde af med vil jeg nævne kunst og natur, som også er afgørende for, at jeg synes livet med depression trods alt er værd at leve. Jeg ville selvfølgelig helst være foruden det depressive, men når det nu er der, så er der trøst at hente både i kunsten og naturen.
Hvad kunst angår, opsøger jeg den gerne på museer i form af malerier, fotoudstillinger og på det seneste også installationskunst. Og til fortrinsvis klassiske koncerter og operaforestillinger. Der er noget livgivende ved at give tid og rum til dét, der ikke lige kan måles og vejes, men som opleves i kraft af sig selv, og som går via sanserne snarere end intellektet.
Det samme er tilfældet med naturen, som ikke stiller krav, og hvor man bare kan være. Jeg holder allermest af havet, søer, enge og marker, hvor man uforstyrret kan lade øjet flugte og måske lytte til bølgernes brusen eller lærken, der hænger i luften og slår triller.
På de mørkeste dage er det naturen jeg søger ud i. Også når jeg er på nippet til at opgive alt, idet jeg er så heldig, at der er én ved min side, som sørger for at bringe mig derud.
Jeg sørger så også for både kunst og natur i mit hjem, så der altid er nogle små tableauer, hvor sanserne kan finde hvile og næring, og jeg kan blive mindet om, at livet trods alt er livet værd.
|
