Det er dejligt, at der igen i år er kommet så mange til generalforsamlingen. Det viser, at vi er en levende forening, hvor folk føler sig hjemme.
Følgende beretning er udarbejdet sammen med Eva Ahnoff, idet Eva har været fungerende formand under min lange orlov.

Medlemmer:
Der kommer – heldigvis – stadigvæk nye medlemmer til. Vi har i øjeblikket ca. 1800 medlemmer. Jeg ved, jeg sagde et højere tal sidste år, dette skyldes forskellige optællingsmåder. Der er klar fremgang, men det går stadigvæk ikke så stærkt, som vi kunne ønske det. Her spiller det også ind, at vi endnu ikke er synlige og kendte nok. Der er stadigvæk folk, der siger. ”Jeg vidste slet ikke, I eksisterede”.
Vi har været spændt på, om kontingentforhøjelsen på 50kr., ville få nogle til at melde sig ud. Der er dog endnu gået for kort tid til, at vi rigtigt kan danne os et overblik over dette.

Lokalgrupper:
Vi har fået nye grupper siden sidst, bl.a. en i Viborg, i Ishøj og en for yngre bipolare i Århus. Og i Slagelse har vi en gruppe under oprettelse. Alligevel er der meget at arbejde for her. Dels er vi endnu langt fra at kunne give dette tilbud i alle dele af landet, og dels skal bestyrelsen i det kommende år arbejde på at kunne støtte vores kontaktpersoner bedre, så de ikke brænder ud. Det er meget svingende, hvordan det går i grupperne, men nogle går fantastisk godt. Meget afhænger af kontaktpersonerne, selvom det ikke burde være sådan, derfor skal de have mere støtte fremover.

Telefonlinien:
Der er kommet nye til, men de ”gamle” holder ved. Dette er i høj grad takket være det sammenhold, der er i gruppen, hvilket bl.a. skyldes, at gruppen mødes 3-4 gange om året. Ved disse møder foregår der en livlig erfaringsudveksling og gensidig supervision. Desuden har gruppen haft eksperter med til nogle af møderne, bl.a. til at give råd om håndtering af selvmordstruede.
Telefonpasserne trækker telefonen hjem i deres egen stue, da gruppen bor spredt rundt omkring i landet. Det er meget forskelligt, hvor mange, der ringer på en aften, men i gennemsnit 2½ pr vagt. Ca. 1/3 er pårørende, og 2/3 depressionsramte. Aldersfordelingen er skønsmæssigt ca. 18 – 70+. Vi har i øjeblikket en ansøgning inde om støtte til at oprette en chatlinie i tilknytning til telefonlinien.
Der har netop været et 10-års jubilæum, Minna Dybro. Til lykke og tak til Minna.

Frivillighedskurser:
Igen i år har der været afholdt to weekendkurser for alle frivillige. Et i Nyborg i august og et i Vissenbjerg i januar. Kurserne betyder rigtigt meget for de frivillige, folk glæder sig fra kursus til kursus. Evalueringerne har været meget fine, og det er vi i bestyrelsen selvfølgelig glade for. Desværre er vi af økonomiske grunde formentligt nødt til at aflyse det planlagte kursus i august. Det er et problem, at vi aldrig får svar på vores ansøgning til Indenrigs- og Socialministeriet før midt 1.juli.

Sekretariatet:
I har sikkert oplevet, at det er lidt forskelligt, hvem der tager telefonen. Det skyldes, at der i fællessekretariatet hos OrganisationsBASEN er kommet nye ansatte til.  Blandt andet Kristine Liljenbjerg,  som fuldtidsansat i fællesorganisationen ODA, og Birgitte Engelhardt,  som hovedsageligt arbejder med DepressionsForeningssager. Desværre er hun kun tilknyttet på deltid. Det er Birgitte, der nu redigerer DepressionsTidende. Når både Kristine, Birgitte eller Kasper er optaget af andre ting, er Jette Balslev så sød at passe telefonen, ligesom hun hjælper med forskellige andre opgaver. Vores kontrakt er ellers ikke længere med Balslevs Bureau, men med Kasper Tingkærs OrganisationsBASEN, så Jettes hjælp  er ekstra påskønnet. Som altid har vi et velfungerende, effektivt og venligt sekretariat.

Hjemmesiden:
Hjemmesiden er under konstant udvikling. Der er nu blevet tilføjet billeder af bestyrelsen for at give medlemmerne og andre brugere af hjemmesiden et mere synligt indtryk.. Vi får fortsat mange fine tilbagemeldinger fra folk, der har haft glæde af den. For nylig sagde en mor, at hun under datterens depression havde gennempløjet hele hjemmesiden flere gange, og det havde hjulpet hende igennem.

DepressionsTidende:
Vores blad bliver læst med stor interesse, også i venteværelser, ved jeg. Det er under stadig udvikling, og har ændret sig lidt i det forløbne år. Det skyldes bl.a., at vi har fået ny redaktør, Birgitte Engelhardt. En stor tak til Birgitte for det flotte arbejde. Vi vil fortsat gerne have indlæg og ideer fra jer, medlemmerne. Det ville være dejligt, hvis vi kunne få lidt mere diskussion medlemmerne i mellem.

Ekspertpanel og andre samarbejdspartnere:
Vi mødes fortsat med vores tværfaglige ekspertpanel to gange om året. Næste gang d. 29. april. Det store emne på dagsordenen til det møde er ’shared care’, som vi agter snart at sætte fokus på i medierne. Forinden vil vi gerne høre eksperternes mening om, hvilken shared care model, de tilråder. Derudover hjælper eksperterne os med forskellige ting som f.eks. det foredrag med Jesper Karle, I lige har hørt.
Efter i årevis at have været passivt medlem af De 9 i Århus, er vi nu aktivt med, idet Hanne Tranberg er gået ind i samarbejdet, endda som formand. (De 9 er et samarbejde mellem 9 pårørendeforeninger i Region Midtjylland, og har til huse på Psykiatrisk Hospital, Risskov).
Vi har samarbejde med en række Psykiatriske Informationscentre, med Affektive Teams på Odense Universitetshospital og Spangsbjerg (psykiatrisk hospital i Esbjerg), med Privat Psykiatrisk Klinik, med Paarup Aftenskole, og bliver nu repræsenteret i Region Syddanmarks psykiatriske dialog Forum, for at nævne nogle.

Andre aktiviteter:
D. 16.nov. afholdt vi en konference på Rigshospitalet om diagnostik. Konferencen var i høj grad stilet til studerende på forskellige sundhedsuddannelser.
Sindets Dag, som jo er d. 10.okt. markerede vi i fire store danske byer. Redningsplanken blev denne gang uddelt til en arbejdsgiver, en afdelingsleder i Sydbank, Svendborg. Hun fik den, fordi hun er et mønster for, hvordan arbejdsgivere kan støtte og fastholde depressionsramtes tilknytning til arbejdsmarkedet.
I efteråret iværksatte vi en kampagne: ”hver 6. dansker” (bliver i løbet af livet ramt af mindst en depression). I den forbindelse fik vi trykt nogle fine smiley postkort, selvfølgelig med fem gode og en dårlig smiley.
Sammen med OCD-foreningen og Angstforeningen har vi endelig fået realiseret en gammel drøm: en cafe. Cafe Blom har til huse i en stille gade på Nørrebro, Julius Blomsgade 17, kld., og er åben for medlemmer af en af ODA foreningerne mandag og onsdag kl. 14-18. Her kan man købe kaffe, te og kage,  få en snak med ligestillede, eller med den, der har vagt. Ligeledes sammen med de to andre foreninger havde vi i begyndelsen af oktober en stand på Forums Sund Livsstilsmesse. Standen blev overvældende godt besøgt, og hele messen blev besøgt af over 17.000 mennesker. Det er så vigtigt, at vi optræder for et bredt publikum. Dels for at oplyse  og bidrage til aftabuisering, og dels for at fortælle, at vi eksisterer, og har tilbud til medpatienter og pårørende. Standen var flot og kreativt indrettet.

Publikationer:
Der er stadigvæk fin interesse for at købe vores hæfter. Vi har tekst til et hæfte om alkohol og depression parat, og venter nu på svar på en ansøgning om støtte til trykning og distribution.

Bestyrelsen:
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at bølgerne  til tider er gået højt bl.a. i forbindelse med at få defineret de enkelte bestyrelsesmedlemmers arbejdsopgaver og kompetencer. Dette er nu på plads. Der er også udarbejdet et såkaldt ’Årshjul’, som skal sikre, at vi husker de forskellige opgaver. Det kan f.eks. være ansøgningsfrister, kursusplanlægning og afholdelse af Redningsplanke arrangement. I det hele taget er der blevet arbejdet hårdt på en professionalisering af bestyrelsens arbejde. Bestyrelsen var i november på seminar i Skåne, hvor der især blev arbejdet med samarbejdet i bestyrelsen.

Kommende udfordringer:
I det nye foreningsår vil vi arbejde målrettet på vores frivillighedspolitik. Hvordan støtter vi de frivillige, vi har, bedre, hvordan rekrutterer vi flere frivillige? Og hvilke arbejdsopgaver har vi til dem, der ønsker at arbejde med andet end lokalgrupper eller telefonlinien.
Vi har fået penge til at kunne etablere en socialrådgiver service til medlemmerne, som vi regner med kommer i gang i løbet af efteråret. Og vi skal blive bedre til at skaffe midler, bl.a. for at kunne få en fuldtidsansat i sekretariatet, men det alene vil koste ca. 150.000 om året. Vi skal også blive bedre til at gøre det endnu mere attraktivt at være medlem for alle aldersgrupper, patienter som pårørende. Det er vigtigt, at vi kan forny os og tænke kreativt  både i forhold til nye projekter og i forhold til at skaffe penge til drift, dvs. en fuldtidsansat medarbejder frem for en deltidsansat på kun ca. 15 timer, som det er nu.

Frederiksberg og Odense april 2010

Eva Ahnoff
Karen Margrete Nielsen

For mange mennesker er det svært, at finde rundt i junglen af love, bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger når det gælder sygedagpenge og lignende. Og når man bliver syg med depression eller bipolar lidelse bliver det en ofte umulig opgave.

Pludselig sad jeg med to store 1½ liters flasker italiensk hvidvin foran mig. Jeg var sidst i tyverne og havde lige fået min første store alvorlige angstdepression. For at dulme angsten og frygten, der var følgesvend til det psykiske helvede jeg var i, fik jeg hældt vinen indenbords på ret kort tid. Men da vinens virkning efterhånden havde fortaget sig, fik jeg det endnu værre. Jeg forstod, at dette aldrig ville fungere for mig, hvis jeg fortsatte.

Med dette temanummer af DepressionsTidende (september 2009) ønsker vi at yde et bidrag til debatten op til de kommende lokalvalg, at få psykiatri på dagsordenen. Ved de foregående valg, og her tænker jeg også på Folketingsvalg, blev psykiatri overhovedet ikke nævnt af nogen af partierne. Eller jeg så og hørte det i hvert fald ikke. Der er dog tegn på, at politikerne så småt er ved at få øjnene op, kynisk sagt, er begyndt at forstå, hvor samfundsbelastende depression er.

Af Karen Margrete Nielsen, formand for DepressionsForeningen

På trods af diverse kampagner, medieindslag og oplysende foredrag er der langt endnu til en ligestilling mellem fysisk og psykisk sygdom. Depression og bipolar lidelse er fortsat tabubelagt, og bliver mødt med uvidenhed eller det, der er værre, og det er den stærkes ret, der hersker: A, et af vores medlemmer, var for en uges tid siden hos sin sagsbehandler, fordi hun længe har været  på syge-dagpenge. Hun fortalte sagsbehandleren, at lægen havde ordineret 14 dage i sommerhus med mand og barn. Reaktionen var, at så mister du dine penge, og vi kommer og kontrollerer, om du er hjemme. Heldigvis er lægen god, og svogeren er socialrådgiver. Så da sagsbehandleren fik brev fra dem begge, var situationen vendt 180 grader.

Lige ret til behandling

Vi skal ikke klynke, og vi skal have de gode historier frem også. Men der skal være lige ret for såvel Per som Poul. Sådan set er ovennævnte eksempel positivt: A har en fremragende praktiserende læge, som endda er kommet hjem til hende, fordi hun ikke orkede klinikken, og som har givet hende sit mobilnummer med besked på at ringe nat eller dag, ferie eller ej. Dette er et helt enestående eksempel. Men, som jeg vil komme ind på i min artikel, viser det, at den praktiserende læge er nøglen til god behandling, det er jo der al behandling begynder.

De spørgsmål politikerne har fået i interviewene i dette blad er baseret på informationer, vi har fået fra medlemmerne over længere tid. Det bedste eksempel på, at der er grøde hos de politiske partier er, at der i det nye finanslovsforslag er lagt op til en styrkelse af indsatsen for sindslidelse på 85 mio. kroner, og at denne gøres permanent. Hvordan disse midler, hvis loven bliver gennemført, skal bruges, ved vi ikke.

Forhåbentlig kan dette blad give inspiration til at undersøge regions- og kommunal politikernes holdning til psykiatriområdet, før I sætter jeres krydser.

Mens depressionen står på, drejer alt sig om at komme ovenpå igen. Tankerne kværner i de samme riller, og som alle, der selv har prøvet det, ved, er dårlig samvittighed og skam en del af depressionens særtræk. Vi er vores egne værste fjender. Fokuserer på alt det, vi ikke får gjort, og mener, vi bør gøre, men som vi jo bare ikke kan!

Leder, DepressionsTidende 2, 2009

Da jeg for en del år siden for første gang kom i behandling, sad jeg og jamrede hos lægen over, at nu havde jeg været sygemeldt fra arbejde i et par måneder, medicinen var begyndt at virke, men jeg var langt fra rask, og det kunne jeg heller ikke være bekendt. Så sagde lægen, og det glemmer jeg aldrig: ”Du har en sygdom, og det kan du ikke gøre for. Enhver kan se, at du slet ikke er rask nok endnu til at begynde at arbejde igen.” Det hjalp en del, og jeg henter hans bemærkning frem, når der er brug for det.

Vær tålmodig med dig selv
Sagt på en anden måde, vi skal lære at være tålmodige med os selv, være gode ved os selv, for vi kan ikke gøre for, at vi ikke kan fungere normalt, eller at det kan tage meget lang tid, før vi er raske. Og vi må lære at tage imod den hjælp og støtte, vi kan få hos familie, venner, kolleger og lægen. Når vi er ved at være oppe, og det sker da heldigvis for de fleste, kommer frustrationerne, utålmodigheden, for tempoet er ikke det samme. Nogle arbejdspladser er forstående, og giver plads til en gradvis tilbagevenden, og fratagelse af særligt belastende arbejdsopgaver. De ved, de har en dygtig medarbejder, de gerne vil beholde. Desværre findes der også arbejdspladser, der ikke har forstået, hvad de går glip af, og hvad det er for en sygdom, og som kvitterer med en fyreseddel. Nogle har allerede været udenfor arbejdsmarkedet, eller måttet kvitte studier, før de kom i behandling.

Tilbagevenden uden tilbagefald
Foruden de personlige problemer sygdommen giver i forhold til selvværd, familie og venner, begynder det offentlige system at presse på. Som det er nu, og der er ingen udsigt til at det ændres, mister kommunerne et stort statstilskud – fra 65% til 35% - hvis de ikke får folk hurtigt i aktivering. Det betyder, at f.eks. kræftpatienter, der stadigvæk er i kemokur, psykisk syge, der langt fra er oppe endnu, tvinges i en eller anden form for aktivering. Ofte med det resultat, at folk får tilbagefald. Der mangler stadig forståelse og mere fleksible rammer i forhold til en tilbagevenden til arbejdsmarkedet og den ”almindelige hverdag.
Sygdomsbehandling ligger i regionalt regi, men derefter overgår man til kommunalt ansvarsområde, og kommunikationen mellem de to mangler tit. Ofte må man som patient selv finde vej i behandlings- og rehabiliteringsjunglen. Det burde være et lovkrav, at alle patienter fik en helhedsplan, der strakte sig fra behandlingens start, og frem til man er helt rask. En helhedsplan som viste tid og retning for behandlingen samt for hvilke rettigheder og muligheder i forhold til sygdomsforebyggelse, tilbagevenden til studie eller arbejdsmarked mv. En plan som følger patienten gennem hele forløbet, og som hele tiden opdateres og følges op på.
I dette nummer er der en række bud på, hvad der kan hjælpe én bedre igennem de mange krav, man bliver konfronteret med, når man er nogenlunde rask. DepressionsForeningen har tilbud, der kan lindre også for de pårørende. Men vi arbejder også på at påvirke de politiske beslutningstagere, ikke mindst på Christiansborg, og at oplyse, oplyse og oplyse.

Mange hilsner til alle
Karen Margrete Nielsen